Bag om 'Affektionsværdi'

Instruktør Joachim Trier står bag ’Affektionsværdi’ – et varmt, rørende og ofte humoristisk drama om familie, savn og det, vi giver videre til hinanden.

Med ’Affektionsværdi’ vender Joachim Trier tilbage til Oslo med en fortælling om to søstre og deres fraværende far, en tidligere anerkendt instruktør, der forsøger at genoprette kontakten til sine døtre gennem det, han kender bedst: kunsten.

Filmen, der havde premiere i hovedkonkurrencen i Cannes og som i år modtog en Oscar for Bedste internationale film, forener Renate Reinsve, Stellan Skarsgård, Inga Ibsdotter Lilleaas og Elle Fanning i en historie om erindring, tilgivelse og de følelsesmæssige spor, familier sætter i hinanden. Et familiedrama fortalt med humor, varme og en lethed, der dækker over store og universelle temaer.

I filmens pressemateriale fortæller Joachim Trier og skuespillerne om arbejdet med filmen, om relationerne mellem søstrene og deres far og om huset, der i filmen næsten bliver en karakter i sig selv.

To søstre og en far, der vender tilbage

I centrum af ’Affektionsværdi’ står søstrene Nora og Agnes, der er vokset op sammen, men er blevet formet meget forskelligt af den samme familiehistorie. Efter mange års fravær vender deres far Gustav tilbage – en tidligere anerkendt filminstruktør, spillet af Stellan Skarsgård, som blev Oscar-nomineret for rollen. For Joachim Trier begyndte filmen netop dér – i relationen mellem de to søstre:

“Filmen begyndte med søstrene og voksede derfra til en historie om forældre og børn – og om familier,” fortæller han.

Samtidig peger han på søskenderelationen som noget af det mest fascinerende ved filmen:

“Det er fascinerende, hvordan søskende kan være så forskellige og så unikke inden for den samme familiedynamik.”

Det er netop den spænding, ’Affektionsværdi’ kredser om: hvordan to mennesker kan vokse op i det samme hjem og alligevel bære meget forskellige versioner af den samme fortid med sig.

Et hus fyldt med minder

Et af filmens vigtigste motiver er familiens hus i Oslo – et hjem, der rummer flere generationers liv og erfaringer. Om huset fortæller Joachim Trier:

“Et hjem er noget dybt subjektivt, og huset blev endnu en indgang til en mere kompleks voksenfortælling om liv og forventninger.”

Han knytter samtidig huset til filmens centrale tema om det, der går i arv mellem generationer:

“Jeg er optaget af, hvordan følelser og erfaringer gives videre i en familie, og hvordan vi ofte spørger os selv, hvorfor vi ligner den ene forælder mere end den anden. Gustav begynder at undersøge, hvad han har givet videre til sine børn – uden selv at have villet det eller været bevidst om det.”

For Inga Ibsdotter Lilleaas, der spiller Agnes og som også blev Oscar-nomineret for sin præstation, er huset netop bindeleddet mellem fortid og nutid:

“Det er en smuk måde at forbinde tidligere generationer med nutiden på, fordi et hus kan fungere som en konstant og som en omsorgsperson i dit liv – det er en nærende kraft. Måske er det bare et hus, men det rummer så meget i dit liv, som du ikke selv var til stede for.”

Nora: en datter, der ikke kan gemme sig for fortiden

Renate Reinsve, der blev Oscar-nomineret for sin hovedrolle som Nora, spiller en anerkendt teaterskuespiller, der kan omsætte uro og smerte til intensitet på scenen, men som har langt sværere ved at finde et sprog for det i sit eget liv. Hun er den af de to søstre, der tydeligst bærer sporene efter farens fravær – og derfor bliver hans tilbagevenden også en konfrontation med noget, hun længe har forsøgt at holde på afstand.

Om Nora siger Renate Reinsve:

“Nora er en professionel skuespiller, der bruger sin sorg og angst som brændstof i sit arbejde, men hun er ikke i stand til at kommunikere med andre mennesker på samme måde, som hendes søster Agnes kan.”

Forholdet til faren Gustav er et af filmens følelsesmæssige tyngdepunkter. Reinsve beskriver Nora som et menneske, der bærer på en vrede, hun ikke helt kan give slip på:

“Nora er vred på Gustav, fordi han forlod familien, men hun vil ikke lade sin sorg komme op til overfladen.”

Og netop dér opstår en af filmens mest smertefulde erkendelser:

“I arbejdet med rollen så jeg det sår, hun bar med sig fra barndommen, og hvordan hun kæmper for ikke at blive som Gustav i sit eget liv. Men i løbet af filmen går det op for hende, hvor meget de faktisk ligner hinanden. Nora og Gustav spejler hinanden, men de kan ikke kommunikere.”

Agnes: den, der holder sammen på de andre

Hvor Nora er præget af uro og indadvendt smerte, er Agnes den, der forsøger at holde sammen på familien. Hun har passet sin syge mor, hun holder øje med sin søster, og hun er den, der bærer en stor del af det praktiske og følelsesmæssige ansvar.

Inga Ibsdotter Lilleaas siger:

“Agnes er familiens diplomat. Hun har taget sig af sin mor, mens hun var døende, og holdt øje med Nora, mens hun kæmper med sit eget liv.”

Hun beskriver samtidig Agnes som den sammenbindende kraft i familien:

“Hun er limen, der holder hele Borg-familien sammen, og i den proces glemmer hun nogle gange sig selv og sine egne behov.”

Når en amerikansk stjerne træder ind i familiens drama

Da Nora afslår rollen i sin fars nye film, går den i stedet til Rachel Kemp, s pillet af Elle Fanning, der ligesom Inga Ibsdotter Lilleaas blev Oscar-nomineret i birollekategorien. Kemp er en amerikansk filmstjerne, der hurtigt opdager, at hun er havnet midt i noget langt mere personligt end en almindelig produktion. Det er også hende, der i filmen får lov til at se familien udefra.

Om Rachel siger Elle Fanning:

“Udefra ser det ud, som om alt er perfekt for Rachel og hendes karriere, men hun er nået til et sted, hvor hun har lyst til at stoppe med at skuespille – indtil hun møder Gustav Borg.”

Hun blev især grebet af filmens karakterer:

“Jeg blev rørt af dynamikken mellem karaktererne. At læse manuskriptet var som at læse en roman, og fordi jeg selv er skuespiller, følte jeg, at jeg forstod Rachel Kemp meget godt.”

Om samarbejdet med Stellan Skarsgård siger hun:

“Stellan er en venlig og intellektuel skikkelse og vi kom meget tæt på hinanden. Han var som en faderfigur for mig under optagelserne.”

En film om nærhed, tavshed og det sprog, vi mangler

For Joachim Trier er ’Affektionsværdi’ også en fortsættelse af noget, han længe har kredset om i sine film: de nære relationer, hvor menneskene mangler sproget til at sige det vigtigste til hinanden.

Han fortæller:

“Det er et tema, vi har arbejdet med i flere af vores film – at finde det sprog, vi mangler for at kunne udtrykke os, og forsøget på at føle sig set i nære relationer.”

Og videre:

“Jeg er optaget af en intimitetens filmkunst, hvor man kommer tæt på det menneskelige ansigt og ser på den menneskelige erfaring på en ærlig måde. Gennem det kaos, Nora repræsenterer, og den stilhed, Agnes repræsenterer, kan begge verdener formidle noget menneskeligt på hver deres måde.”

Det er også her, filmens særlige tone opstår: i spændet mellem det sagte og det usagte, mellem hjemmet som tryghed og som byrde, og mellem kunsten som mulighed og som noget, der også kan åbne gamle sår.

Med ’Affektionsværdi’ genforenes Joachim Trier med Renate Reinsve efter ’Verdens værste menneske’, og filmen er en intim og bevægende undersøgelse af familie, erindring og kunstens forsonende kraft.

Kilde: Sentimental Value press notes

Oplev 'Affektionsværdi' til halv pris i biografer over hele landet med et medlemskab til Biografklub Danmark ↓