BAG OM REJSEHOLDET

Et møde med instruktør Christoffer Boe og filmens skuespillertrio, Alex Høgh Andersen, Mathilde Arcel og Nicolaj Kopernikus.

Tekst af Christian Reinhold Clausen

I ’Rejseholdet – Det Første Mord’ tager instruktør Christoffer Boe publikum med tilbage til 1927, hvor Danmarks første landsdækkende efterforskningsenhed, Rejseholdet, ser dagens lys. Filmen er baseret på en roman af Jacob Jonia og fortæller om en tid, hvor opklaringsarbejde endnu ikke var professionaliseret i moderne forstand, og hvor de første efterforskere bevægede sig ind på ukendt territorium. 

Vi har sat Christoffer Boe og skuespillere Alex Høgh Andersen, Mathilde Arcel og Nicolaj Kopernikus i stævne til en samtale om historisk forankring, kreativitet og samarbejde i skabelsen af en film, der vil mere end blot at opklare et mord.

En ny vinkel på dansk krimi 

Christoffer Boe havde længe søgt noget, der kunne forny den danske krimigenre, og i fortællingen om Rejseholdets begyndelse fandt han den perfekte ramme.
”Jeg har længe været fascineret af krimigenren, fordi den åbner op for så mange muligheder – både til at udforske samfundet og som en genre, der kan rumme både gys, chok, humor og charme. Derudover syntes jeg, at dansk krimi manglede noget nyt. Vi har set mange krimifilm og -serier, men hvad kunne være det næste skridt? Da jeg læste bogen, indså jeg straks, at her lå en fantastisk film. At gå tilbage til begyndelsen af den danske kriminalhistorie og udforske Rejseholdets oprindelse i 1927 føltes som en fantastisk mulighed for at bringe noget friskt og nyt til det danske publikum.”

Det særlige ved 1927, fortæller Boe, var muligheden for at vise Danmark på en ny og mere nuanceret måde:
”Når man ser på, hvordan fortidens Danmark ofte bliver fremstillet i film og tv, er det nemt at få indtrykket af, at fortiden var utrolig kedelig og provinsiel. Men jeg mener, der er så meget mere at vise. Danmark i 1927 var også et fascinerende sted med en kompleks og spændende kultur, og jeg ville gerne fremhæve periodens atmosfære og det dynamiske ved tiden – ikke kun de mørke sider, men også de nuancer, der gør den tid unik og værd at genbesøge.”

Fiktion og fakta i balance 

Filmen tager udgangspunkt i virkelige begivenheder, men er først og fremmest en fiktiv fortælling. For Boe har balancen mellem realisme og dramatik været afgørende.
”Vi har været meget optaget af at bevare autenticiteten i tidsånden og efterforskningsmetoderne, men samtidig skaber vi et fiktivt mord, en dramatisk kerne, som giver historien fremdrift. Det er ikke en rekonstruktion, det er en fortolkning. Men det, vi fortæller om Rejseholdets oprettelse, de politiske spændinger, og hvordan man griber en efterforskning an i 1927 – det har vi været nørdede omkring.” 

Nutidigt sprog i en historisk ramme 

Selvom filmen foregår i 1927, er sproget moderne og let tilgængeligt. Det er et bevidst valg, som Boe og holdet har gjort sig mange overvejelser omkring. ”Hvis man forsøgte at efterligne datidens sprog direkte, ville det hurtigt virke kunstigt og faktisk fjerne publikum fra historien. Vi ville gerne have, at karaktererne føles nærværende og ægte, også selvom vi er i en anden tid. Så i stedet for at bruge gamle vendinger har vi fokuseret på at bevare stemningen og holdningerne fra dengang, men udtrykt med nutidigt sprog,” siger Boe.

Kopernikus supplerer:
”Det er klart, at vi udelukker nogle ord, men vores sprog er almindeligt. Og det tror jeg er et fornuftigt valg. Det ville nemt kunne tage fokus fra fortællingen og virke kunstigt. I stedet har vi forsøgt at finde et sprog, der føles tidløst og moderne, men uden at det støjer i forhold til den tid, vi befinder os i.”

Fra manus til menneske 

For Alex Høgh Andersen, der spiller den unge efterforsker Otto Himmelstrup, var det kreative samarbejde med Boe afgørende for hans engagement i projektet.
”Når Christoffer Boe ringer, er det næsten ligegyldigt, hvad det handler om. Det vigtigste for mig er, om vi kan sammen, forstå sammen og skabe noget i fællesskab – det er det, der driver mig mest som skuespiller.” 

Otto Himmelstrup er en karakter med dybe indre spændinger – noget, Alex Høgh Andersen har arbejdet intenst med at forstå og formidle. ”Otto er en mand, der er ekstremt presset og pligtopfyldende. Han forsøger at kontrollere sin fortid ved at holde den ude af sit arbejde, men i virkeligheden er det netop den, der driver ham. Det er en karakter, der er formet af skyld og skam, og som bruger arbejdet som en måde at holde sig oven vande. Jeg tror, at det er en kamp, mange kan genkende. For selvom historien er sat i en anden tid, er følelserne universelle.”

Forberedelsen til rollen har været grundig og detaljeret. Alex beskriver, hvordan han i processen nærmest selv blev til en efterforsker:
”Min forberedelse har virkelig været dybt forankret i manuskriptarbejdet. Jeg har siddet med det time efter time, skrevet noter, analyseret hver eneste replik og scene. Jeg arbejdede nærmest som en politiefterforsker, der prøver at løse en sag – sådan gik jeg til værks med manus. Jeg havde ni måneder til at forstå hele karakterens udvikling og plottet i dybden, og det har gjort, at jeg føler, jeg virkelig kender Otto ud og ind.” 

Den tekniske ekspert og det håndgribelige 

Nicolaj Kopernikus spiller den tekniske ekspert PR – en karakter, der balancerer mellem det afslappede og det ekstremt fokuserede. Om sin rolle siger han:
”PR er en mand, der elsker et glas og et godt selskab, men samtidig har han sort bælte i fingeraftryk. Han er afslappet på overfladen, men ekstremt fokuseret og dedikeret, når det gælder hans arbejde. Det synes jeg er en smuk modsætning. I dag tænker vi ikke over fingeraftryk som noget unikt, men dengang var det epokegørende. PR er en af de første, der virkelig mestrer teknikken, og det gør det bare endnu mere fascinerende, at han ellers er sådan en rolig, lidt bohemet type. Der er noget særligt ved at spille en karakter, der er på forkant med noget, vi i dag tager for givet.”

Det fysiske arbejde med autentiske rekvisitter har også gjort indtryk. ”Jeg sad og øvede mig med det rigtige udstyr – pincetter og grej, der faktisk har været brugt af Rejseholdet dengang, og som vi lånte af Politimuseet. Det var virkelig fedt. Som skuespiller leger man sig ind i en verden, og her var det den fysiske verden, der bar mig ind. Det analoge, det håndgribelige – det gav en helt særlig følelse.” 

En kvinde i en verden skabt af mænd 

For Mathilde Arcel var det ikke svært at takke ja til rollen som Camilla, den kvindelige efterforsker i en tid og verden, hvor kvinder ikke var tiltænkt en plads ved bordet.

”Jeg kom faktisk lidt sent ind i det hele, men jeg var fanget med det samme. Jeg har altid elsket detektivhistorier, og så at det ovenikøbet var en periodefilm og med det her fantastiske hold – det var virkelig drømmen,” fortæller hun. 

Camilla er en karakter, der kæmper mod tidens fordomme i en mandsdomineret verden, og ifølge Mathilde Arcel er det netop denne kamp, der former hende.
”Der var jo ikke kvinder i Rejseholdet dengang, så det var fedt, at fiktionen kunne rette lidt op på virkeligheden. Camilla ved godt, at det ikke er nok bare at være dygtig. Hun overkompenserer. Hun lærer telefonbøger udenad, sidder oppe hele natten med sagsmapper, fordi hun ved, hun skal være dobbelt så god for at blive taget seriøst. Det er jo noget, kvinder gennem historien har gjort igen og igen,” siger hun.

Arcel tilføjer, at karakterens drivkraft hænger tæt sammen med en længsel efter at høre til og blive anerkendt:
”Camilla er nysgerrig og eventyrlysten, og hun har ligesom mig altid været draget af detektivfortællinger. Det er ikke bare et job for hende. Det er en mulighed for at være noget andet end det, samfundet havde tiltænkt hende. At være en del af et hold, hvor man har en funktion og ikke bare skal være til pynt.” 

Samarbejde og tillid på settet 

Når man spørger Christoffer Boe, hvad der var vigtigst i castingen, er han ikke i tvivl – det skulle føles ægte. Ikke kun på skærmen, men i hele processen. ”Det vigtigste for mig var at skabe en trio, hvor dynamikken føltes ægte – den erfarne, den unge og så kvinden, der på grund af tidens normer egentlig ikke burde være der, men som alligevel viser sit værd. Nicolaj har en naturlig autoritet og erfaring, som skaber ro i rummet. Alex kom med en energi og nysgerrighed, der var helt rigtig. Og da vi så Mathilde sammen med ham, opstod der noget særligt. Det handler om at finde de små gnister, hvor karaktererne ikke bare spiller sammen – de udfordrer og komplementerer hinanden. Det er dér, magien opstår.”

Netop det samarbejde voksede hurtigt frem under optagelserne, fortæller Nicolaj Kopernikus – både i deres samspil og i forståelsen af historiens kerne:
”For mig handlede det om at bakke op om hovedfortællingen. Det er Himmelstrups historie, og som den mere erfarne karakter var min rolle ikke at tage plads, men at give plads. Vi ville skabe en dynamik med respekt, humor og kant, og det var virkelig givende at mærke, hvordan det hele blev løftet af vores fælles ønske om at fortælle historien troværdigt og med respekt for den tid, den foregår i,” fortæller han. 

Og den oplevelse deler Mathilde Arcel. For hende blev den gensidige respekt og tætte relation hos skuespillertrioen en vigtig del af både processen og resultatet:
”Jeg tror, man kan mærke det i filmen, at vi virkelig godt kunne lide hinanden. Vi blev nærmest lidt venneforelskede alle tre. Når man så samtidig respekterer hinandens faglighed så højt, som jeg gør med de to, så får man også lyst til at give endnu mere af sig selv. Det skaber en enorm tryghed, hvor man tør tage chancer og prøve nye ting af. Vi brugte hinanden meget. Vi sparrede, udvekslede idéer og udviklede scenerne sammen. Det var en virkelig inspirerende proces.”

Mere end en mordgåde

Som både skuespiller og fotografientusiast mærkede Alex Høgh Andersen tydeligt filmens stærke billedside, og han håber, at publikum vil mærke det samme.
“Jeg håber virkelig, at publikum kan mærke, at vi har forsøgt at lave noget nyt – selv indenfor en genre, der er meget set herhjemme. Krimi og periodefilm er jo næsten de to mest brugte genrer i dansk film, men kombinationen her føles som noget særligt. Jeg har stået i situationer, hvor jeg tænkte: Laver vi en krimi eller en amerikansk blockbuster?” 

Men for instruktør Christoffer Boe er det ikke kun det visuelle udtryk, der skal sætte sig i publikum. Han håber også, at filmens dybere tematikker får lov at arbejde videre, længe efter rulleteksterne.
“Først og fremmest håber jeg, at publikum bliver rigtig godt underholdt. Det er jo det vigtigste. Men der ligger også nogle mere grundlæggende tematikker i filmen, som jeg virkelig håber, folk lægger mærke til. Især magt og magtrelationer – hvordan magt udøves, og hvordan den let kan forblinde den, der har magten.”

For Boe handler filmen ikke kun om spænding og opklaring, men også om noget dybere.
”Jeg håber, at folk mærker noget menneskeligt og er nysgerrige på, hvordan vi overhovedet kom i gang med at opklare forbrydelser. Det er jo også en fortælling om at tage ansvar, om at kæmpe for nogle principper, selvom systemet omkring dig er ligeglad.”

’Rejseholdet – Det Første Mord’ kaster lys over begyndelsen på en ny æra i dansk kriminalhistorie. En film, der ikke kun vil opklare et mord, men også er en fortælling om pionerånd, mod og menneskelige grænser – fortalt med både nerve og nuance.