May el-Toukhys KVINDE UKENDT skriver dansk filmhistorie
Filmen har netop vundet Venedig Filmfestivals hovedpris, Guldløven, mens Mathilde Arcel også vandt prisen som bedste kvindelige skuespiller. Dermed skriver både May e-l Thoukhy og Mathilde Arcel dansk filmhistorie.

Det hører absolut til sjældenhederne, at én film hædres med to priser på Venedig Filmfestival. Men det skete lørdag aften, da dansk film sikrede sig en enestående dobbeltsejr ved den 83. Venedig Filmfestival.
May el-Toukhys KVINDE UKENDT blev tildelt Guldløven – festivalens fornemste pris – for bedste film, mens Mathilde Arcel modtog Coppa Volpi-pokalen for bedste kvindelige skuespiller for sin hovedrolle som Marie.
Det er første gang i 71 år, at en dansk film vinder Guldløven. Senest skete det i 1955, da Carl Th. Dreyers ‘Ordet’ modtog festivalens hovedpris.
May el-Toukhy er samtidig den første danske kvindelige instruktør nogensinde, der vinder Guldløven, og Mathilde Arcel er den første danske skuespiller, der modtager Venedig Filmfestivals officielle skuespillerpris.
KVINDE UKENDT blev udvalgt til festivalens hovedkonkurrence blandt årets mest markante internationale film og har siden verdenspremieren søndag aften været genstand for stor international opmærksomhed. Med aftenens to priser skriver filmen sig eftertrykkeligt ind i dansk og international filmhistorie.
”Jeg er dybt overvældet. KVINDE UKENDT handler om kvinder, der er gjort usynlige og frataget retten til at fortælle deres historie. Derfor føles det særligt stærkt, at filmen nu bliver set og anerkendt på denne måde. Jeg deler Guldløven med Mathilde, Maren, Mikael og hele det fantastiske hold, som har båret filmen frem. Jeg håber, at prisen kan være med til at give disse kvinder den synlighed og stemme tilbage, som historien nægtede dem, og samtidig give deres efterkommere en fortælling, der alt for længe har været fortiet,” siger May el-Toukhy.

Om Mathilde Arcels pris siger May el-Toukhy:
”Mathilde har skabt en Marie, som vi aldrig bliver færdige med at se på. Hun holder så meget tilbage og lader os samtidig mærke alt det, Marie kæmper med. Det kræver præcision, stort mod og en sjælden generøsitet som skuespiller. Jeg er dybt stolt af hende, og det er bevægende at se hendes arbejde blive anerkendt med en af filmverdenens største skuespillerpriser.”
Filmens producent, Mikael Rieks, siger:
”Det er svært helt at forstå, hvad der er sket. At vinde Guldløven 71 år efter Carl Th. Dreyer og samtidig opleve Mathilde blive hædret med skuespillerprisen er en stor historisk anerkendelse, der rækker langt ud over filmen og os, der har skabt den. May har skabt en modig, kompromisløs og dybt vedkommende film, og Mathilde Arcel bærer den med en helt usædvanlig styrke. Jeg er utrolig stolt af dem og af alle de mennesker, der har lagt deres talent og hjerte i KVINDE UKENDT. Det er hele holdets pris.”
KVINDE UKENDT får dansk biografpremiere den 4. februar 2027, og du kan se den til halv pris med Biografklub Danmark.











BLIV MEDLEM AF BIOGRAFKLUB DANMARK HER

Download vores app for altid at have nem adgang til dine rabatkuponer. Læs mere om hvad vores app kan her.

Læs mere om, hvad det vil sige at være medlem af Biografklub Danmark, og forskellen på sæson- og abonnementsmedlemskab.

Få et overblik over alle de film, som har været med i Biografklub Danmarks program fra 1995 til i dag.